Den første tid som yogalærer

Det sidste, min chef ønsker at mæske sig i, er kvinder. Andre mænd, ja; blåbærmuffins fra 7-Eleven, ja; orkidéer og roser, ja; cremer og olier til kroppen, ja – men kvinder, aldrig i livet. Netop derfor kan jeg hvile mit blik i hans, så længe at jeg kan falde til ro. Yogastudiet er lyst og smagfuldt indrettet. I receptionen er trægulvet, bjælkerne og væggene malet hvide og står smukt til de farverige kelimpuder, som ligger i de indbyggede bænke ved vinduerne. Min chef har en forkærlighed for store og smukke planter, og her dufter af de æteriske olier, som er til salg på en hylde, og som vi alle så rigeligt afprøver og tester, både før og efter klasserne. Min chef kan godt lide at finde den helt rigtige olie til os; ”Hvad skal du have på i dag?”, spørger han. ”Noget ro, energi eller noget opløftende?”

Inden de første klasser i Hamsa-yoga ved jeg godt, at jeg går til stregen, når jeg sniger mig til at kravle op og sætte mig på skødet af min chef, mens han sidder i lænestolen i receptionen. Men hans krop er så stor og rund og tung, og hans knogler er så solide. Der løber en blå kraft ind i mig, og så føler jeg pludselig, at jeg godt kan.

Med de lange og rolige blikke mellem min chef og mig før klasserne, tager jeg hul på at undervise. Bevægelserne og ordene følger deres egen logik i yogasalen, men at gå ind og stille mig forrest i salen, det er stadig svært hver eneste gang.

Denne historie foregår da jeg var først i trediverne. I dag er jeg niogfyrre og har lært den slags frygt at kende som en markør for at noget er virkeligt vigtigt for mig. Frygt er en grænsevogter som kan vise sig, før vi træder ud i det ukendte.

Måske kender du til at have en svær begyndelse på noget som blev meget vigtigt for dig?