Når jeg kommer til yoga, lægger jeg min taske og og mobil i entreen, inden jeg går ind i salen. Når vi starter er der ingen der kommer eller går, i den tid klassen varer, og ingen kan forstyrre os. Jeg kommer ind salen, med en sær følelsesløshed. Klassen er en fast del af mit ugentlige program, og jeg er her kun, fordi jeg følger min faste rutine. Lige nu kan jeg i virkeligheden ikke selv mærke hvad jeg har lyst til. Lyst er det hele taget en by i Rusland, men til gengæld er der nok af...

Det sidste, min chef ønsker at mæske sig i, er kvinder. Andre mænd, ja; blåbærmuffins fra 7-Eleven, ja; orkidéer og roser, ja; cremer og olier til kroppen, ja – men kvinder, aldrig i livet. Netop derfor kan jeg hvile mit blik i hans, så længe at jeg kan falde til ro. Yogastudiet er lyst og smagfuldt indrettet. I receptionen er trægulvet, bjælkerne og væggene malet hvide og står smukt til de farverige kelimpuder, som ligger i de indbyggede bænke ved vinduerne. Min chef har en forkærlighed for...

Nogle gange, eller faktisk ret ofte, er det virkeligt svært for mig at forberede mine yogaklasser. De tre meter fra spisebordstolen og ind til mit yogarum er en lang og besværlig vej. Helt ærligt har jeg faktisk været lidt skamfuld over det, nok fordi jeg ikke selv forstod, hvad det handlede om. Det burde ikke være sådan, når jeg nu elsker det, jeg gør; jeg elsker at praktisere yoga og formidle det. Men når jeg først har bevæget mig ind på yogamåtten, sker der altid noget. Jeg ligger på...