En yogaklasse

Når jeg kommer til yoga, lægger jeg min taske og og mobil i entreen, inden jeg går ind i  salen. Når vi starter er der ingen der kommer eller går, i den tid klassen varer, og ingen kan forstyrre os.

Jeg kommer ind salen, med en sær følelsesløshed. Klassen er en fast del af mit ugentlige program, og jeg er her kun, fordi jeg følger min faste rutine. Lige nu kan jeg i virkeligheden ikke selv mærke hvad jeg har lyst til. Lyst er det hele taget en by i Rusland, men til gengæld er der nok af ubesvarede mails og ting, jeg skal tage mig af.

Jeg ved dog, at jeg i det mindste ikke skal tage stilling til noget i den næste time. Jeg begynder at mærke at jeg kan hvile ind i den vished, altså at jeg bare skal følge med, og at jeg måske kan nå at indhente mig selv, når jeg nu ikke bliver forstyrret i det næste stykke tid. Alene tanken “jeg bliver ikke forstyrret i det næste stykke tid” skaber en lille ændring i mig. Jeg tager en dyb vejrtrækning og lægger da først mærke til de andre yogis, som ligger hyggeligt og strækker sig på forskellig vis på deres måtter. Jeg befinder mig godt i det uprætentiøse og afslappede fælleskab her.

Så begynder klassen. Læreren beder mig om at mærke mine fødder. Den ene storetå, som vender indad, er lidt slap i det. Jeg prøver at finde styrken i tåen og skubber den ned i måtten,  “min tå er så fjern?”. Efterhånden som jeg gør hvad der bliver sagt, opstår der en indre motivation til at få kontakt med min krop. Og nu prøver jeg alt, hvad jeg kan, med storetåen ned i måtten.

Da jeg senere skal løfte armene, kan jeg mærke, at mit bryst føles stramt. Hver gang jeg løfter armene op, udvider brystkassen sig lidt, og min opmærksomhed flytter lidt mere ind i min krop. Hele min bevidsthed er rettet ind i kontakten med min krop og det der sker i kroppen i bevægelserne. Min selvbevidsthed og forskellige identiteter glider i baggrunden, jeg har glemt hvem jeg selv er. Selvforglemmelsen er befriende, rum, krop og øjeblikket fylder hele min bevidsthed.

Da klassen er ved at være slut, ruller vi om og ligger på siden. Jeg mærker en sjælden ro, både indeni mig selv og omkring mig. Jeg mærker den rolige stemning, som vi har skabt sammen på holdet. Der er åbnet et vindue ind til min krop, fredfyldtheden og øjeblikket strømmer ind i mig.

Nu kan jeg mærke de ressourcer og potentialer, som jeg rummer. Jeg vil dybest set så meget godt. Det vil jeg altid. Men jeg kan blive fjern fra mig selv.  Fornemmelsen af hele tiden at være på vej et andet sted hen end der, hvor jeg er, og konstante forstyrrelser, ødelægger min evne til at være nærværende. Nu har jeg indhentet mig selv og finder igen kontakten til min dybeste motivation for de ting, jeg fylder mit liv med.

I klassen er noget i mig vågnet, og noget andet er faldet til ro. Jeg har fået kontakt med mit dybere selv, og nu kan jeg gå verden i møde fra et andet sted.