Den polyvagale teori

Den polyvagale teori er den del af min yogauddannelse. Der findes ikke, så vidt jeg ved, noget skrevet på dansk af teorien. Derfor har jeg skrevet denne fortolkning og du er velkommen til at læse med her.

Mennesket er det dyr i verden, som har den største bevidsthed. Igennem evolutionen har vi udviklet vores hjerne i lag, med reptilhjernen, der fokuserer på instinkter, som den inderste, og over den, det limbiske system, som er pattedyrshjernen, som muliggør følelser og socialt samspil. Tilsidst i evolutionen, er vores neocortex vokset ud, som det helt særegne for mennesket, vores neocortex muliggør avanceret tænktning og selvreflektion.

Den polyvagale teori handler om, at mennesket, i evolutionen fra reptil til menneske, har udviklet tre overlevelsesstrategier, som hver især har enorm betydning for vores væren i verden, og for hvordan vi takler den moderne verdens pres. Da teorien tager udgangspunkt i menneskets evolutionære opbygning, handler den altså om de helt basale grundvilkår ved at være menneske.

Da jeg bliver yogalærer, lærer jeg at undervise i yoga, ved at mine lærere videregiver deres erfaringer til mig. De lærer mig forkellige måder at guide og agere på, som vi oplever virker godt.

Da jeg første gang støder på den poly vagale teori, er det den første gang jeg får jeg sat ord og perspektiv på mange af de ting, som jeg intuitivt har mærket i mit virke som yogalærer. Og på de ting som mine egne lærere har lært mig, uden dybere forklaring eller begrundelse.

Den polyvagale teori er en forståelsesramme som passer godt sammen med de erfaringer jeg har gjort mig som menneske, og i mit virke som yogalærer.

Hvordan din hjerne vælger din overlevelsesstrategi

Den amerikanske professor i psykiatri, Stephen Porges, udgav i 1994 bogen The poly vagal teori.  Bogen er en redegørelse for hans livslange forskning i neuroception og vagusnerverne. Teorien beskriver, at vagusnerverne, som er den største del af det parasympatiske nervesystem, ikke blot heler og regenererer kroppen. De kan også gøre os uklare i tankerne og handlingerne, når afspænding bliver til lammelse, i situationer, hvor vi bliver bange.

Teorien bygger på begrebet neuroception, som handler om hvordan din hjerne på et ubevidst niveau, hele tiden sorterer i dine sanseindtryk og scanner omgivelserne for signaler om farer eller tryghed.

Det limbiske system

Processen foregår i det limbiske system, som er vigtig i behandlingen af følelsesmæssige reaktioner og trusler og hippocampus bidrager til hukommelse og kontekstualisering af vores oplevelser. Det er altså nogle meget dybe og ubevidste lag i hjernen som sorterer dine sanseindtryk og hermed afgør hvordan du reagerer.

Alt efter den livshistorie vi har med os, kan sorteringen af vores sanseindtryk føre os i forskelige retninger. Et overreagerende limbisk system kan få os til at opfatte almindelige sanseindtryk som mere skræmmende end de i virkeligheden er, og kan derfor få os til at at reagere på en måde som ikke gavner os. Det limbiske system kan netop blive følsomt hvis vi har været meget udsat for noget som skræmmer os, og på den måde kan vi havne i en selvforstærkende cirkel.

Neuroceptionen er en lynhurtig og helt ubevidst proces, som afgør hvilken forsvarstrategi vi ryger i, hvis der er fare på færde.

Vagusnerverne

Stephen Porges fandt ud af, at vagusnerverne har to hovedgrene, heraf navnet polyvagal. Den ene gren er den dorsale gren, som løber fra hjernen til under mellemgulvet, hvor den forgrener sig rundt i bughulen. Den dorsale gren er den ældste gren af vagusnerven, som er opstået for omkring 500 millioner år siden, hos de første hvirveldyr og reptiler. Den anden er den ventrale gren, som er opstået for omkring 100 - 200 år siden, parallelt med udviklingen af de tidlige pattedyr. Pattedyrenes vagusgren går til ansigtet, til ørerne og til hjertet.

Den polyvagale teori beskriver som sagt tre evolutionære overlevelsesstrategier, som er tæt forbundet med vagusnerverne. Hver overlevelsesstrategi er en form for gear eller indstilling i nervesystemet, som har hjulpet os med at overleve igennem tiden.

Overlevelesstrategi 1: Reptilet

Menneskets dorsale vagusgren løber fra hjernen og til ned under mellemgulvet, hvor den primært går til tarmene. Den styrer vores  fordøjelse og vores regeneration, men den skaber også den lammelse, vi kan mærke, når vi bliver bange.

Din 500.000 år gamle tipoldefar, som var et reptil, overlevede ved at ligge helt stille, hvis noget farligt nærmede sig. Sådan gør reptiler stadigt den dag i dag, og de har oplevet i nærmest uændret form, ind i nutiden, fordi deres overlevelsesstrategi har virket.

Det sker også stadigt at mennekser overlever på grund af den reptile overlevelsesstrategi, strategien kan tage over i situationer med stor fare, og rede os fra at blive opdaget, fordi vi er helt stille. Jeg vil tro at mange soldater som her været i krig, kan berette om den form for overlevelse.

Det er dog sjældent at moderne mennesker er er udsat for den slags direkte farer, ikke desto mindre har den reptile overlevelsesstrategi stadig en kæmpe kraft og indflydelse på os. Du kan opleve dens virkning på dit job, i din familie, i trafikken og i alle situationer hvor du føler dig overmandet og så trækker dig tilbage.

Hvis vi ryger langt ned i reptilets overlevelsesmekanisme, spiller vi ikke bare døde; vi mister i nogen grad eller måske fuldstændigt bevidstheden. Blodet løber væk fra hovedet, vi bliver blege, og vores tanker bliver diffuse. Fornemmelsen af at være i en osteklokke, er et trin på vejen ned i total bevidstløshed.

Den reptile overlevelsesstrategi er fraspaltning. I naturen handler det om ikke at gøre sig bemærket, så man ikke bliver spist. I dit moderne liv kan det handle om at undgå at blive mødt med vrede eller udskammet. Når du er i reptil tilstanden, er der ingen energi i dit system, og der er meget dårlig kontakt til din krop. Din følesans er nedsat, og du både ser og hører dårligt. Hvis du er i den reptile overlevelses-strategi, har du ikke god kontakt med dig selv eller andre.

Som jeg tidligere har nævnt, er den dorsale gren af vagusnerven den ældste og mest primitive del af vagusnerven. Den er ikke myeliniseret, hvilket vil sige, at den ikke er udviklet med myelinskeder omkring sig, så nerveimpulserne springer ikke så hurtigt igennem den. Myelinskeder er lavet af en slags fedtceller, som lægger sig omkring nervetrådene, hvilket giver impulserne fart. Og dem har den dorsale vagusgren ikke. Den reagerer altså langsomt, og når den er aktiveret, slipper den også kun ganske langsomt sit tag. Det er det, der sker, når angsten får tag i os. Angst kan føles som om, vi er gennemboret af kolde, stivnede grene, fastholdt i vores eget gitter. Når vi fryser til is i en situation, er det det dorsale vagusrespons på noget, som  opleves som en trussel. Det kan være en god strategi at stå musestille som frosset til is, hvis der går en løve forbi, og den ikke skal opdage dig. Men når du skal holde en vigtig tale, gavner den samme angstreaktion dig ikke.

Mange mennesker lever i fraspaltning, hvor de ikke er i god kontakt med sig selv og verden omkring dem. De oplever en form for afstand mellem sig selv og verden, som om de står lidt udenfor det hele og kigger ind.

Måske har du selv små fraspaltede sjælestykker, som ikke kan få lov til at leve i din krop?

Traumer eller overdreven mental aktivitet, prøver i skolen, pres på dit arbejde, angst og usikkerhed, kan drive dig ind i fraspaltning. Det kan opleves som manglende glæde og manglende nærvær. Og som manglende spontaneitet og kreativitet.

Måske har du en følelse af at du ikke helt udlever dine potentialer? Når vi har det på den måde kan det  handle om at vi er ikke er hjemme i vores egen krop. Vi oplever verden gennem vores krop, men når kroppen er fjern, så er verden det også. Så kan vi ikke se skønheden som er omkring os. Vi lever ikke rigtigt.

Overlevelesstrategi 2: Jægeren

Det næstældste gear i nervesystemet er det sympatiske, hvor overlevelsesstrategien er  kamp eller flugt.

Det sympatiske gear handler om “handling” – at jage, kæmpe eller flygte – med opmærksomheden i et aktivt fremadrettet fokus.

Et moderne menneske, der jager penge, anseelse, kunder, udmærkelser eller forfremmelser, er i det samme gear som en jæger i skoven, i oldtiden. Det handler om at forfølge et mål, og vi er fokuserede på det.

I det sympatiske gear er opmærksomheden fokuseret lineært og fremadrettet. Forestil dig opmærksomheden som en fremadrettet kegle af lys, hvor det som er ude i siderne ses ikke så tydeligt. Det vil helt bogstaveligt sige, at vi har sværere ved at se de mennesker, som sidder ud til siderne i rummet, og vi har sværere ved at sanse stemningen i et rum, simpelhen fordi vores sansning ikke er rummelig, men fremadrettet. Vi kan blive så fokuserede på at komme igennem med vores argumenter på et møde, at vi ikke ænser at give andre taletid.

I jægergearet er kroppen anspændt og “parat” og stemmen kan blive monoton og staccatoagtig. Jægergearet påvirker som sagt også synet, så det bliver mere fokuseret fremadrettet. Og jo mere jægergear, jo mere snævert er synet. I meget pressede situationer snævrer synet helt ind og blivet til et tunnelsyn, hvor det opleves som om at man kigger ud igennem et langt smalt rør.

Anspændtheden i jægergearet smitter andre mennesker på en måde, så de også bliver anspændte, og eller måske skubbes ned i fraspaltning, hvis de er disponerede for det. Derfor kan være svært at høre et foredrag med en person som er i jægergearet, for tilhørerene smittes af gearet og hvad enten det smitter med anspændthed eller lammelse, så forsvinder tilhørernes evne til at lytte.

Jægergearet er så målrettet og fokuseret, at det kan det være svært for mennesker at omstille sig fra det gear til et andet. I jægergearen er opmærksomheden fremadrettet imod mulige farer, mulige erhvervelser eller mål, og tager fra nærværet i den faktiske virkelighed. Når mennesker er uopmærksomme, kan de skade andre mennesker. Opmærksomheden kan være rettet ud imod en abstrakt verden af penge, aktiekurser eller jobmuligheder og den kan tabes fra det nære, de mennesker du lever sammen med.

I nogle tilfælde er det godt at kunne stille ind i jægergearet for at kunne opnå ting i livet. Men det er vigtigt at kunne skifte gear, op og ned; ellers mister vi noget væsentligt i livet, nemlig det åbne nærvær, kontakt med andre, mellemmenneskeligheden, evnen til at samarbejde og evnen til at sanse sig selv og de andre.

Overlevelsesstrategi 3: Pattedyret

Den evolutionært nyeste overlevelsesstrategi i nervesystemet har vi til fælles med de andre pattedyr. Den ventrale vagusgren handler om social kontakt og samhørighed.

Overlevelsesstrategien er at lade dig beskytte og selv beskytte de andre. At du overlever via dit tilhørsforhold i gruppen.

Pattedyrene går sammen i flok, de beskytter hinanden, de deler deres mad og de passer deres egne og hinandens unger. De sover sammen og hjælper hinanden med at holde varmen, de piller pels og knytter bånd. Den ventrale vagusgren kaldes også den sociale vagusgren.

Empatien opstår via den mentale vagusgrens forbindelse til hjertet, hvor hjertefølelserne  tilskynder os til at gøre det gode og beskytte os selv og andre. Den tiende kranienerve er en ventral vagusgren, som går til hjertet og beroliger det.

Når du er i det sociale gear, vil du trække andre med. I det sociale gear er stemmen melodisk, syngende og blid. Kroppen udstråler en afslappethed, som får andre mennesker til også at slappe af. Et menneske i det ventrale gear opleves venlig og imødekommende, og tager dig lynhurtigt ind i en oplevelse af at du er beskyttet og kan være tryg.

Børn kan, med deres barnlige uskyld og tillid til verden, hjælpe voksne til at regulere ind i det sociale gear. Det samme kan vores kæledyr. Hundenes og kattenes evner til at slappe af og nyde livet, hjælper os ind i noget, som vi selv kan have svært ved at finde.

En mor og et barn regulerer hinanden i det godt symbiotiske forhold, og hvis det ikke fungerer, fordi moren er i ubalance, lærer barnet ikke at selv- og samregulere ind i det sociale gear, hvor det kan trives godt.

Nervesystemets stige

I de to tidligste overlevelsesstrategier, reptilet og jægeren, står vi alene. Vi har enten gemt os for verden eller vi kæmper imod den. Og kun i den sidste strategi, som er den sociale, er vi selv en del af en større sammenhæng.

Som beskrevet bærer vi hele vores evolutionære udvikling med os, og derfor kan vi agere som alle vores forfædre. Jo mere pressede vi er, jo længere tilbage vil vi gå i evolutionen.

Det sker gennem den lynhurtige neuroception, som foregår på ubevidst plan. Reaktionen går hurtigere, end vi kan nå at tænke en tanke. Vores underbevidsthed vurderer lynhurtigt graden af farer og finder vores overlevelsesstrategi. Den historie, som vi har med os, vil i høj grad påvirke vores overlevelsesstrategi, og den er netop derfor langt fra altid hensigtsmæssig. Et menneske kan henvende sig til dig med venlighed, og du kan reagere ved at stivne, miste dine ord, blive bleg og være ved at besvime. Så handler det om den historie, du har med dig.

Mennesker trives kun for alvor i den sociale strategi. For som regel trives mennesker (eller andre pattedyr) ikke uden for flokken. Vi er skabt til samhørighed, med naturen og med hinanden. Det er dèt som er bedst for os; men hvis det ikke er muligt, har vi også evnerne til at forsvare os og klare os alene.

Vi har altså stadig de evner, som vi fik, da vi var reptiler. Mennesket er det hele: reptil, jæger, pattedyr og menneske. Det sociale, altså varmen, empatien og evnen til omsorg, som vi har til fælles med andre pattedyr, er noget, vi kan øve os i, hjælpe hinanden med og finde tilbage til, når vi er røget for langt ud af de andre spor.