Et solo retreat

Som en del af et fordybelsesforløb i meditation skal jeg på retreat. Vi kan vælge at tage på retreat sammen med andre, eller at gøre det alene under vejledning. Jeg har allerede nogle erfaringer med grupperetreats, blandt andet det nytårsretreatet som jeg tidligere har beskrevet. Nu vil jeg gerne prøve at være på retreat alene. Jeg vil gerne lære det og øve mig i det. Jeg håber at det er noget jeg vil kunne få glæde af at gøre regelmæssigt i vores sommerhus.

Sammen med min vejleder fra uddannelsen, laver jeg et minutiøst dagsprogram, som time for time, fortæller hvad jeg skal gøre. Meditere, spise, havearbejde, meditere, spise,

middagslur ovs. Min vejleder har erfaring for at en fast struktur er hjælpsom, og især når man er helt alene. For så kan det hele let skride og flyde sammen. Fra morgenstunden har jeg meditation i halvtreds minutter, hvor jeg sidder på en bænk ved havet, med et tæppe omkring mig. Dernæst har jeg fire meditationsperioder mere hver dag, hvor jeg på forhånd vælger kun at sidde femogtyve minutter. Jeg ved fra tidligere erfaringer at jeg ikke kan holde til at sidde halvtreds minutter de fem gange på en dag, som ellers er standarten for retreats på kursusstedet.

I de kortere meditationer kan jeg sidde en behagelig stol med udsigt over mosen, jeg kan lægge mig ned, eller jeg kan lave en gående meditation, hvor jeg langsom flytter fod for fod med mine bare fødder og mærker græsset og sandet. I de perioder hvor jeg ikke er i meditation, kan jeg læse eller skrive selv, eller lave yoga eller havearbejde.

Jeg aftaler med Kirsten at jeg skal have en livlinje til en som jeg kan skrive hvis jeg der

opstår et akut behov for at tale med nogen. Det er fint at have det planlagt og aftalt på

forhånd. Jeg skriver til en terapeut, Susse, som jeg har haft kontakt med i nogen år og vi

aftaler at hun er min livline.

Mit retreatested er tydeligt afgrænset til husets grund, hvor jeg forskanser mig. Når jeg

bevæger mig ned til vandet, kan jeg møde andre mennesker, men jeg signalerer at jeg ikke ønsker kontakt. Jeg har på forhånd skrevet og forklaret til de nærmeste naboer hvad dethandler om, så de ikke undrer sig over min opførsel. På Samsø, hvor huset ligger, er den slags ting heldigvis helt normalt. Folk kommer her ofte blot for at være i fred.

Jeg køber ind på forhånd, så jeg ikke skal ud. Jeg vil kun spise grøntsager, brød og æg.

Inden retreatet har min vejleder Kirsten og jeg talt det hele igennem. Til sidst i samtalen

er der stille mellem os, rummet i Zoom står åbent, med en af os i hver ende. “Jeg er

spændt på det” siger jeg. “Det kan jeg godt forstå” siger Kirsten. “Hvad tror du derkommer til at ske” spørger jeg. “Du rydder op i dig selv, og ser hvad der kommer” siger Kirsten.

Efter samtalen med Kirsten tæller jeg dagene indtil at jeg skal afsted på mit soloretreat.

Jeg er taknemmelig over at have muligheden for at prøve det her og jeg glæder mig meget.

Så oprinder dagen hvor jeg træder ind i det solbeskindede sommerhus, og jeg er spændt på det her som jeg skal prøve. De første dage er fyldt med nydelse og taknemmelighed over at kunne være hvor jeg er. Jeg føler ikke at jeg kunne ønske mig mere end det her hav, den her mose og det her hus.

Sommerhuset består at èt stort rum, med sammehængende køkken alrum og stue. Jeg

sover på en udfoldet sovesofa i hjørnet af køkkenalrummet, det er dejligt trygt at jeg

herfra har overblikket over hele huset. Når jeg vågner ligger jeg hver dag og kigger på en

edderkop som jeg kan skimte i hjørnet af vinduet. I lejligheden i byen findes ikke en

eneste af hans slags og det går op for mig at jeg synes det er helt rart med lidt liv. At han

er her på indersiden af vinduet vidner om de mange tusinder eddekopper som er på den anden side. Det høje dugvåde græs udenfor er fyldt de store gyldne spind, for alt er

levende her. Jeg kan se det begyndende morgenlys igennem den edderkoppens spind ogj eg kan mærke de tusinde regnorme i den tunge lerjord under mig.

Når man kører til det her sted i mørke og vejen slår et sving, skinner lygterne ind i de forkellige øjne fra dyrene ude over markerne. Om dagen når grågæssenes skrig ind i mig som små spæde pust af evighed.

Da jeg er vågnet helt op, går turen ned til havet hvor jeg sidder på bænken med tæppet

omkring mig, for dagens første siddende meditation.

De første dages meditationer viser med skræmmende tydelighed hvor meget mentalt støj jeg er fyldt med. Facebook reels, jingles og alt muligt ligegyldigt farer forbi, mens jeg

sidder der stille ved havet. Det er en noget af en øjenåbner, og men der er ikke andet for, end at blive siddende. Nu har jeg skabt en ramme, hvor jeg i det mindste ikke fylder mig selv med nyt støj. Jeg prøver at lade det klinge af, så det som er som nedenunder denne her giftige smog, kan komme til syne. Jeg sidder på bænken, mærker min krop, mærker mit åndedræt og mærker mit sind i lommerne af åbenhed, som begynder at opstå.

Dag for dag bliver der længere mellem det mentale støj og i stedet begynder mine følelser at træde frem i en meget tydelig kropslig form. Det er tydeligt hvordan følelserne sidder i min krop på en helt særlig måde. Min mave føles blød og varm og mit hjerte føles koldt og lukket. Jeg vil kunne male et helt præcist billede af min indre krop, med min mave og mit bækken helt fyldt ud med røde og varme orange farver, og mit hjertet som en lille bitte,blåligt, iltfattigt og kvalt klump. Som et sort hul.

Den gode følelse i bunden af maven har jeg ikke altid haft. Den er opstået gennem de

sidste år, hvor jeg har fundet en stor kærlighed. Jeg føler mig tryg og hjemme i det liv vi

har sammen. Hans tilstedeværelse i mit liv, giver mig bobler af varme og glæde. Men jeg

undrer mig over kontrasten mellem bunden af maven og mit hjerte og fra nu af bliver

kontrasten blot tydeligere og tydeligere, jo længere tid jeg sidder i meditation.

På dag nummer tre laver jeg vejtræknings øvelser som handler om at trække vejret ind til hjertet, for at invitere til mere plads og åbenhed. Men det ændrer ikke noget.

Opmærksomheden på mit lukkede hjerte begynder at kølne den glæde jeg har haft over at være i huset og i naturen.

Jeg kommer i tanker om en øvelse jeg har brugt på mine egne retreats, hvor vi spørger

elementerne i naturen om ting og hvor vi kan få umiddelbare og nogle gange lidt

overraskende svar. Så lægger jeg mine hænder og mit hjerte og spørger: “Kære hjerte,

hvorfor føles du så kold og lukket?” Der er intet svar, min hjerte er blot koldt og lukket.

Om natten drømmer jeg at jeg sidder med min søns kæreste på skødet. Hun er en

syttenårig pige, men ikke desto mindre sidder jeg med hende på skødet, og trøster hende som et lille barn. Drømmen er stærk og kropslig, og i drømmen samler jeg sammen på de lange og tynde arme og ben for at kunne holde hende tæt ind til mig.

Jeg vågner ved at jeg ligger og samler sammen på dynen og puderne ved siden af mig i sengen.

Den næste morgen er jeg lidt forvirret over drømmen. Jeg kan desværre sjældent huske

mine drømme og nu er jeg helt overrumplet over denne drøms knivskarpe livagtighed. Jeg tænker på min søns kæreste, hun er den ældste pige af to piger som bor alene med deres mor i en lille by, uden for Aarhus. Moren har flere jobs for at få det hele til at køre rundt og min søns kæreste arbejder meget, ved siden af gymnasiet. Hun er stærk og kompetent. Min søns kæreste klarer så meget, hun har meget mindre hjælp end min søn og de fleste andre på hendes alder.

Jeg mærker mit hjerte og jeg ser mig selv i hendes alder. Hvor ensom og alene jeg var. Jeg græder over følelsen af forladthed og svigt. Pludseligt kan kan jeg ikke længere udholde aleneheden i huset. Det som før føltes rart og uden skyggen af ensomhed, er nu helt vendt rundt og føles ensomt. Jeg har brug for at blive trøstet og varmet. Der er kun gået fire dage af mit retreat og jeg føler mig så ensom.

Jeg vil gerne holde ved, for jeg ønsker at gennemføre de fem dage som planlagt. Som aftalt med Kirsten, kigger jeg på mit program og ser hvad jeg nu skal. Jeg er stadigt fast

besluttet på at følge mit program. Så laver jeg gående meditation på bare fødder langs

med stranden, i det knusende smukke formiddagslys. Imens jeg går, begynder jeg at

dagdrømme om at fortælle om drømmen til de andre deltagere på mit kursus, og jeg

dagdrømmer på flere forskellige måder om at snakke med nogen. Åbningen ind til detsorgfulde er åbenbart for svær at bære alene.

Da jeg kommer tilbage fra gåturen bryder jeg tavsheden ved at skrive jeg til terapeut som jeg har haft igennem nogle år. “Hver gang jeg kigger dybt ind i mit selv, er det altid det samme” skriver jeg. “Jeg er tilbage til status quo” skriver jeg også. “Jeg kommer aldrig videre”.

Hun skriver tilbage at hver åbning er en ny mulighed for heling. “Men hvad skal jeg gøre” skriver jeg. “Du skal være nænsom med dig selv” skriver hun “Du skal tage dig af dit eget indre barn”.

Efter retreatet tænker jeg over hvordan vi mennesker instinktivt dækker over mørket i os

selv, for at kunne fungere. Jeg tænker over at hvis jeg skal åbne for mit eget mørke, er det nødvendigt at jeg samtidigt også lukker en masse lys ind.

Jeg må lukke lys ind.