Hvad er Chi?

I enden af hver udånding er den lille ansats – den lille start på indåndingen. Der, hvor natten er mørkest, melder morgenen sin spæde start.
For mange år siden sendte jeg et spørgsmål på sms til min lærer i akupunktur, Joachim Hauser:
»Hvad er chi egentlig?« ☯️
Jeg burde allerede have forstået det, for jeg havde tidligere læst hos Joachim i et helt år, men det var alligevel ikke helt faldet på plads for mig. Chi er det, der ifølge kinesisk medicin gør kroppen sund og levende, men HVAD er det helt konkret?
Nu skete der det, at Joachim bød mig på kaffe i klinikken. Spørgsmålet var for komplekst til at kunne besvares på en sms, og nede i klinikken tegnede og fortalte Joachim i timevis.
Og han fortalte ikke bare. For at vise mig, hvad det handlede om, stillede Joachim sig ud på gulvet i klinikken og lavede en rutinemæssig grounding, der for som mangeåreig tai chi udøver er en form for inkorporeret klargørelse til handling. Han lagde sin tyngde ned i bunden af kroppen, netop man gør som udgangspunkt i tai chi eller god yoga. Jeg så hans krop glide ned nedad med tyngde, som om fødderne sugede sig ned i gulvet.
»Faktisk arbejdede jeg engang som udsmider på en bar nede ved åen,« sagde Joachim så. »Og det var jeg god til. Der var ikke nogen, som kunne vælte mig af pinden.«
Herefter fulgte en stund, hvor jeg løb imod Joachim og forsøgte at vælte ham, hvorefter han snurrede mig rundt og sendte mig tilbage samme vej, som jeg kom fra. Jeg forsøgte at sætte mere kraft ind og bragede ind imod ham, men desto mere kraftfuldt kunne han sende mig direkte tilbage. Joachim stod blot ubesværet i orkanens øje, groundet og uden sammenligning i øvrigt; som en sumo bryder.
»Kan du se, hvad jeg mener?« sagde han.
Det kunne jeg. Jeg kunne mærke det så tydeligt. Som barometret der svinger over efter en intens yogaklasse, så vi glider ind i en hvile så dyb og nærende som klassen var intens. Jeg mærkede dynamikken så tydeligt, på et kropsligt plan.
Chi er ikke energi. Energi er nemlig yang. Og chi er heller ikke yin. Chi er skiftet fra yin til yang og fra yang til yin. Den lille plet med sort indeni det hvide bliver større og større, indtil det hele er sort, undtagen en lille bitte plet med hvidt, som så bliver større og større, indtil det hele bliver hvidt igen.
Ligesom når nat bliver til dag, og dag bliver til nat. ☯️
Polariteterne giver vitalitet.






Kommentarer