Det inderste

En vej - ind mod det inderste

Det er fem år siden. Jeg er på fem dages silent retreat. Retreatet lyder tillokkende, især fordi jeg kender Michael, som er en del af det. Det er en hård vinter; januar måned, og året skal starte rent – på denne her måde.  

Inden jeg går ind i meditationssalen bliver jeg stoppet af en af lærerne, han fortæller mig at vi helst ikke må have notesbøger med ind. Det forvirrer mig lidt, for det plejer vi at have på den her slags kurser.  “Selv det at skrive ord kan lægge en afstand til oplevelsen, for der er måske noget i dig som ord ikke kan beskrive” sigen han. Jeg pakker mit grej væk og kan sagtens mærke hvilken afledningsmekanisme som bliver taget bort. Formuleringsevnen bliver let meget mental, det mentale er en flig som jeg ville kunne hænge fast i og bevare en følelse af kontrol. nu er der ingen mulighed for at holde krampagtigt fast i notesbogen og notere alt ned som bliver sagt, uden at mærke det. At slippe noterne er at træde ud i noget mere ukontrolleret, ud i det uvisse.

Vi er en kæmpe flok; kurset må være helt fyldt. Folk er meget afslappet klædt og alle virker indstillede på deres egen proces. I time efter time sidder vi så sammen i stilhed i en cirkel langs med væggen i rummet. Der er små afbræk med lidt stræk og spisepauser, hvor vi også er i stilhed. Hele dagen sidder vi i salen eller går rundt om bygningen, imens vi laver en vejrtrækningsøvelser som holder fokusset i kroppen. Der er ingen svinkeærinder, der er kun at holde fokus. Jeg mærker en blanding af taknemmelighed over at være på kursus og utålmodighed over langsommeligheden. De blandede følelser ligger som lag over det som jeg har dybt indeni, det er de lag som jeg langsomt går igennem i den tid retreatet varer.

På kurset er jeg fri for det, som kan irritere mig, forstyrre mig, og kræve af mig hjemmefra. Nu er det bare mig og de andre kursister. Jeg nyder for det meste at være i ro, men efter et par timer begynder det alligevel at blive svært. Og det bliver sværere ikke at holde øje med de andre; om de virker rolige eller om de har det som mig? Jeg finder på at gå toilettet bare for at gøre noget. Jeg har svært ved at abstrahere fra, at ham der sidder ved siden af mig falder i søvn.

Dagene går, og modstanden i mit system viser sig tydeligere og tydeligere. Noget tungt og varmt stiger op og presser i min pande når jeg sidder i salen, og det forsvinder på magisk vis øjeblikkeligt, når jeg har pause. Men så i det øjeblik, jeg sætter mig på puden, vender smerten tilbage. Det bliver mere og mere ulideligt og jeg kæmper for at blive siddende. Og hvis jeg lægger mig ned på gulvet bliver jeg øjeblikkeligt suget væk i en dyb søvn.  

Så er der små afbræk, hvor vi kan stille spørgsmål i plenum. Jeg spørger om, hvorfor det er så svært at blive hjemme i mig selv. Jeg har travlt med om de andre sover, siger lyde, eller bevæger sig. Hvorfor er jeg fyldt af sådan en smerte, uro og lyst til at flygte og hvorfor bliver jeg så unaturligt søvnig?  Jeg har sovet ni timer i nat, men stadig væk sidder jeg og nikker med hovedet. Øjnene er ligesom holdt åbne med tændstikker.

Læreren siger, at jeg skal lægge mærke til, at det her ikke kun sker lige nu; i virkeligheden sker det faktisk hele tiden. Hvor meget af det, jeg gør i mit liv, er drevet af min flugt fra det som jeg mærker nu? Det hele er bare tydeligere nu, hvor jeg kigger på det og ikke flygter fra det. Jeg er trådt ind i et laboratorium, hvor mine indre mønstre træder tydeligere frem.  

Følelsen af uro inde i min krop, impulsen til bevægelse. At springe op, at stikke af, at gå igang med noget. Det er mit mønster, men hvorfor er det sådan? Hvorfor skal jeg gøre noget hele tiden? Hvad er det jeg har så travlt med?

Der er gået fire dage. Jeg er begyndt at holde af de andre stille mennekser omkring mig, selvom vi ikke taler sammen. Jeg er ikke alene og det betyder noget. Det betyder meget. Når dagene i meditationssalen er omme går vi hjem og sover i huse vi har lejet. Jeg bor sammen med to andre, en ældre venlig dame og en ældre mand som ligner en skovtrold. Han er norsk og grynter lidt norsk og troldeagtigt til mig, så der er lidt kontakt, men ingen ord. Jeg sover trygt i huset med de to. Om morgenen laver vi kaffe og spiser i stilhed, måske nogle små venlige norske grynt.

I meditationssalen stiger presset. Noget har fået tid og plads og stiger op. Det løfter sig som en vulkan. Det er noget med at jeg skal gøre mig fortjent. For jeg føler ikke at jeg har ret til at være her. Altså i verden. Det er et pres for hele tiden at præstere noget. Det presser det fra bunden af min krop op imod mit hoved og pande. Fordi jeg ved, at jeg nu snart skal ind og tale med Michael, presser tårerne sig på; jeg kan ikke vente mere. Jeg skal fortælle, at jeg følte mig i vejen og ensom som lille. Det er min tilknytningsrevne og jeg må aldrig stå i vejen for andre. Jeg skal faktisk helst forsvinde og gå i et med tapetet. Eller også skal jeg støtte andre og gøre mig gavnlig. Det er den sprække som hele mit væsen er spundet omkring. Jeg skal helst forvinde og hvis jeg ikke forsvinder, skal jeg i hvert fald ikke tage noget fra andre.

Jeg kommer ind til Michael og fortæller. “Jeg var vist en svipser” fortæller jeg. Og så det som følger med; at føle sig forkert, uønsket, i vejen. Men "Universet har ønsket dig," siger Michael, "ligesom det ønsker knopper på grenene; universet ønsker liv." Han sidder roligt, hans krop er solid som en støtte. Mine ord er ikke rigtigt dækkende for det jeg vil fortælle, det handler om noget som jeg ikke har udviklet et sprog for. Alligevel er der lindring i at læne min sårbarhed ind i hans ro.

Efter at have talt med Michael går jeg går tilbage ind i salen, og sætter mig med de andre igen. Jeg sætter mig ned og fortsætter med at øve mig i at rumme mig selv.

Jeg marinerer i min egen lage og jeg modnes langsomt. Jo mere jeg kender det stof jeg selv er gjort af, jo mere bevidst kan jeg navigere i verden. Og jo bedre jeg kan rumme min egen sårbarhed, jo mere ro kan jeg have i mit liv, for så behøver jeg hele tiden at være på flugt, fra det jeg har indeni.

Men jeg har netop lyst til at flygte og jeg ender med at flygte.

På den sidste dag kan jeg ikke mere; jeg synes selv, at jeg bliver nødt til at tage hjem for at arbejde. At målet er så tæt på, det får kræfterne til at forsvinde, som i løb hvor man sætter farten ned når målet nærmer sig. Sådan har jeg altid været. Jeg har desværre glemt at aflyse et yogahold og det er min undskyldning, jeg nærmest styrter ud af døren.

Da jeg er hjemme, skriver jeg en forklaring på sms til Michael; jeg selvsaboterer og flygter skriver jeg, fordi jeg ikke kan være i mig selv. Michael sender en række emojis tilbage: glitrende stjerner, et blåt hjerte og en snegl. Stjernene er et "Det går nok" Sneglen og det blå hjerte betyder at hvis jeg skal nogen steder hen, så skal jeg være i ro og bevæge mig langsomt. 

I tiden efter retreatet mærker jeg, at noget er skiftet i mig. Jeg er ikke utålmodig i køen i Føtex; jeg er i ro. Tiden i køen kan jeg bruge til at stå og hygge mig og lægge mærke til vejret og de andre mennesker. Den er en anden måde at være i verden på. Men som dagene går, kommer jeg ud af rutinen med daglig meditation, og min yogapraksis kommer til at handle om at forberede mine klasser. Det ændrer dog ikke ved at jeg kender det fredfyldte sted. Nu kender jeg den måde at være i verden på. Jeg har fået indbliket og jeg ved hvad det er, jeg vælger fra, hvis jeg lever mit liv for hurtigt.

Jeg kender et langsomme sted nu, og kan finde ind til det igen, selvom jeg måske ikke kan være der hele tiden.

Den sårbarhed, jeg når ind på på retreatet, er ikke noget, som hverken kan eller skal fixes. For mine revner i indre og ydre tilknytning er ikke kun sårbarhed; det er også min styrke.

Jeg er god til at læse og forstå andre mennesker, og jeg kan få mange ting til at ske med min handlekraft. Det, jeg kan gøre med den sårbare side af min personlighed, er, at jeg kan kende, passe på og rumme den, så jeg ikke behøver at flygte fra den. Men det er det, som er det svære - balancen i at udleve mine evner uden at overgøre det i en form, hvor det bliver en flugt. Hvis jeg har for travlt med andre mennesker og mit arbejde, kan det tage form af en lille flugt fra sårbarheden inde i mig selv. Når arbejde og gøremål får karakter af flugt, kommer tingene hurtigt ud af balance.

Meditation er en øvelse i at være stille uden at flygte. Og derfor hjælper meditation mig, med lige netop den balance. At kunne være med det, som er, også det svære. At rumme mig selv, som jeg er. At afspænde er at give fri, at give ressourcerne fri og at give sårbarheden fri. Ikke at skulle noget, men bare være med mig selv.

Nærværende - Nær ved min væren.